Sikker strandferie - husk de 5 baderåd

Husk sikkerheden når du bader

Husk sikkerheden på stranden

Sol, strand, sand og vand, det er sommer, vejret er herligt og vandet er lækkert. Ferien eller fridagen nydes på stranden og i vandet.

Her kan man nemt glemme at havet og naturen også kan være farligt.

Heldigvis er det ret simpelt at sikre sig selv og andre fra drukneulykker og skræmmende situationer. For TrygFonden og Dansk Svømmeunion har i samarbejde med internationale livredningsorganisationer udarbejdet 5 baderåd. Baderådene kan betragtes som strandens færdselsregler.

De 5 baderåd er:

1. Lær at svømme

Når du kan svømme, har du god chance for at kunne redde dig selv og andre. Dette er nok det vigtigste råd.
Hvis du ikke kan svømme, bør du bade på lavt og stille vand.

2. Gå aldrig alene i vandet

Det er altid bedst at være flere i vandet sammen. På den måde kan I holde øje med hinanden, og hjælpe hvis det bliver nødvendigt.

3. Læs vinden og vandet

Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind bliver overfladevandet koldere og badedyr, gummibåde og luftmadrasser driver hurtigt til havs - og det kan skabe farlige situationer. Der er også øget risiko for brandmænd. Se på vandets bevægelser i vandoverfladen. Hvis bølgerne danner skum, kan du se, hvor skummet flyder hen og på den måde følge strømmen. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende

En ny strand kan være fuld af overraskelser. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr.
Er der jetskiing, speedbåde, surfing eller anden vandsport i nærheden?
Vær altid opmærksom på strandens skilte og flag, der kan hjælpe dig med at vurdere strandens sikkerhedsstatus.

5. Slip ikke børnene af syne

Hold dig altid tæt ved dine badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind hvis det bliver nødvendigt. Mange børn giver ikke lyd fra sig hvis de kommer i vanskeligheder. Hold derfor godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.

Nu hvor du kender de 5 baderåd, kan du ved at være opmærksom på dem, nyde en sikker badeferie ved stranden - god fornøjelse!



 

Artikler



Vi anbefaler