Sådan klarer du et revlehul
Revlehuller findes ofte ved Vesterhavet
Revlehuller som der findes tusindevis af, især ved Vesterhavet på den jydske vestkyst, har været skyld i mange drukneulykker. Badende kan drukne p.g.a. udmattelse, også stærke og erfarne svømmere.Det skyldes ofte at ofrene bliver grebet af panik.
Heldigvis kan du helt undgå farlige situationer hvis du opfører dig korrekt og iøvrigt er opmærksom på revlehullernes særlige kendetegn.
Hvad er et revlehul ?
Når der opstår et hul i en revle, hvor der kan dannes en kraftig udadgående strøm, kaldes det et revlehul. Den udadgående strøm er midlertidig og opstår når bølgerne har presset vand op over revlen, og vandet herefter presses ud i havet igen. Vandet vil altid tage den nemmeste vej, som er gennem hullet i revlen.
Strømmen kan blive temmelig stærk, op til 8 km/t, og selv den stærkeste svømmer kan ikke svømme imod den.
Revlehuller kan af og til kendes ved at bølgerne ikke bryder over hullet.
Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver fanget i et revlehul ?
Hvis du er ude og bade og bliver fanget af et revlehul vil du blive trukket med strømmen. Det er meget vigtigt at du ikke går i panik. I stedet skal du lade dig flyde med strømmen og spare på kræfterne. Når du har passeret selve hullet i revlen vil strømmen aftage, og herefter skal du svømme til en af siderne. Herfra kan du svømme mod land igen.
Lær dig selv disse simple trin hvis du kommer i situationen med et revlehul:
- Bevar roen og lad dig flyde med strømmen.
- Svøm til en af siderne langs med stranden.
- Svøm herefter roligt tilbage mod stranden.
Oplever du at andre personer fanges i et revlehul, skal du ikke følge efter, men i stedet råbe rådene til dem.
Kan man blive suget under vandet af et revlehul ?
Nej, det kan man ikke. Det er en sejlivet skrøne at badende kan blive suget ned under vandet i et revlehul. Man kan til gengæld miste fodfæstet eller kan måske ikke bunde ved selve hullet. Det er i sig selv ubehageligt, men her er det igen vigtigt at bevare roen og lade sig flyde med strømmen.
Et revlehul kaldes også hestehul
Måske kender du også udtrykket hestehul. Et hestehul er det samme som et revlehul.
I gamle dage kaldte fiskerne revler for heste - heraf stammer navnet hestehul.
Revlehuller kan være nyttige
Et revlehul kan være nyttigt for surfere når de skal ud til bølgerne udenfor revlerne. Ved at bruge revlehullernes udadgående strøm, kan de spare på kræfterne.
Livreddere kan også bruge revlehuller til at komme hurtigere ud fra kysten for at kunne udføre en redning.
Vi anbefaler
-
Ferie- og rejsequizzen
Tid til hygge og inspiration ? Test din paratviden om ferie og rejser i ferieforums quiz...
-
Hoteller
Hotelovernatning i alle prisklasser - find det perfekte hotel her