Spøttrup Borg med voldgraven

Borgen Spøttrup er Danmarks bedst bevarede middelalderborg. Den er beliggende i Salling i Skive Kommune og fungerer som museum og turistattraktion.

Den første omtale af Spøttrup er i et dokument fra 1404, hvor adelsmanden Johan Skarpenberg overdrog gården til Viborg Bispestol som betaling for at opnå en begravelsesplads i domkirken. Skarpenberg havde sandsynligvis arvet fra sin moder, der var datter af den bekendte Niels Bugge til Hald. Denne havde købt en del gods i Rødding Sogn fra en Christern Knudsen.

Det var først med bispestolen som ejer, at gården fik betydning. Bisperne gjorde gården til centrum for administrationen af de store jordbesiddelser, som kirken havde i Salling. Efterhånden har bisperne også fundet det nødvendigt at kunne forsvare de store værdier i ufredstider. Derfor begyndte de opførelsen af en befæstet borg på stedet. Stedet var for øvrigt ideelt til at bygge en borg. Med en placering trukket lidt tilbage fra Limfjordens åbne kyst og bag den senere udtørrede Spøttrup Sø havde de gode muligheder for at forsvare sig. Selve borgen ligger omgivet af hele to voldgrave, imellem hvilke der er opkastet en op til ni meter høj jordvold, der næsten skjuler borgens mure helt op til tagfoden. Adgangen sker via en vindebro og en portåbning i volden mod vest. Borgen selv rejser sig direkte fra vandgraven som en ægte vandborg. I sit ydre har den nok altid haft sin nuværende karakter. Tre sammenbyggede fløje og på vestsiden et porttårn, der med spærremure på hver side lukker for borggården.

Borgen lå godt beskyttet bag sine jordvolde. Skipper Clement angreb borgen under Grevens Fejde, hvor det nordvestlige hjørne brændte. Ved genopførelsen blev gavlene trukket ca. 6,5 meter tilbage fra den oprindelige placering, hvilket måske skyldtes problemer med bundens bæreevne. Netop under de urolige år op til reformationen søgte bispen Jørgen Friis tilflugt her, da reformatoren Hans Tausen på det nærmeste havde indtaget Viborg. Efter reformationen var Spøttrup igennem en årrække krongods, men 1577 overdrog Frederik 2. gården til den mecklenburgske adelsmand Henrik Below.

I årene derefter havde borgen forskellige ejere som forgæves forsøgte at drive den rentabelt. Ejerne havde ikke øje for bygningens historiske værdi.

I 1918 blev Spøttrup fredet. Det særlige Bygningssyn gjorde sig anstrengelser for at få gården sikret for eftertiden. Da ejeren ville nedrive nordfløjen, greb bygningssynet ind, og i årene 1931-32 blev vægtergangen og nordfløjens ydre istandsat. Da ladegården brændte 1937, blev det anledning til, at Statens Jordlovsudvalg erhvervede Spøttrup. Jorden blev udstykket til husmandsbrug, mens borgen blev lagt under indenrigsministeriet, som iværksatte en restaurering ved den dygtige arkitekt Mogens Clemmensen. Han gennemførte en særdeles kyndig restaurering, der delvis førte gården tilbage til sit udseende på bisperne og Henrik Belows tid. Den hvide kalk blev renset af murene. Voldgravene og jordvoldene blev genskabt, og nordfløjens hvælvinger rekonstrueret. I 1941 åbnede slottet for offentligheden som museum, og det er fortsat dets funktion. Urte- og rosenhaver og kroen Traktørstedet Borgen findes umiddelbart udenfor voldene og her er der for nyligt opført en velkomstbygning med billetkontor.