Rejsemål: Danmark > Nordjylland > Sæby

Sæby havn

Sæby er i dag oplandsby for en stor del af det sydøstlige Vendsyssel og er en vigtig turistby, der tiltrækker feriegæster på grund af sine badestrande og det gamle købstadsmiljø.

Om sommeren besøges byen af mange lystsejlere, der ved indsejlingen til havnen kan opleve byens moderne vartegn Fruen fra Havet, en 6,25 m høj galionsfigur af kunstneren Marit Benthe Norheim, opstillet i 2001.

Byens ældste vartegn er Sæby kirke, Skt. Mariæ Kirke der oprindeligt er et karmeliterkloster med hvælvinger med omfattende kalkmalerier. De ældste dele af kirkebygningen stammer fra første halvdel af 1100-tallet, mens de øvrige dele inkl. tårnet stammer fra 14- og 1500-tallet.

Nær ved kirken ligger Sæbys gamle torve- og markedsplads, Klostertorvet (opr. Gammeltorv), med Det gamle Rådhus fra 1810.

Generelt er Sæbys bykerne præget af smukke gamle huse og gader. Ældste hovedgade er Algade, der strækker sig fra Klostertorvet til Søndergade.

Byen er et attraktivt sted for lystfiskere, der kan fiske i Sæby Å og fra Sdr. mole. I dag er den tidligere fiskerihavn omdannet til en hyggelig Marina med fritidsfiskerbåde og sejlskibe side om side, fiskerestauranter og butikker.

I Algade (nr. 1-3) findes Sæby Museum indrettet i en bindingsværksgård fra 1600-tallet, Konsul Ørums Gård. Museet er et egnsmuseum bl.a. med en købmandshandel, et gammelt pensionatværelse og en skolestue fra 1920.

Nær Sæby ligger herregården Sæbygaard, der indeholder et herregårdsmuseum med interiører fra 17- og 1800-tallet med sølv, porcelæn, damask og adelsportrætter. Den trefløjede renæssancebygning er omgivet af volde og voldgrave.

Hvor Frederikshavnvej krydser Sæby Å, ligger Sæby Vandmølle. Møllen blev opført som kongelig ejendom i 1640 og var i brug som kornmølle frem til 1920'erne. Møllehuset stammer fra 1710 og kan kun beses udefra.

Nellemanns Have er en have på ca. 6 hektar i Sæby, anlagt i 1925 af landinspektør Nic. Nellemann (født 1892 på Fyn, død 1976). Haven har Nordeuropas største samling af paradisæbletræer.

På Solsbækvej (nr. 39) ligger Sæby Miniby, der er et udendørsanlæg med en genskabelse af Sæbys gamle huse i størrelsesforholdet 1:10. Det er muligt at opleve arbejdet med husene på anlæggets værksted. Det drives af frivillig arbejdskraft.

Ca. 15 kilometer sydvest for Sæby ligger Voergaard Slot med sine karakteristiske ottekantede tårne. Slottet er en rødmuret renæssancebygning, hvis centrale dele er opført fra 1586 til 1591 omkranset af Danmarks bredeste voldgrav.

På Kyststrækningen fra Sæby mod syd til Voerså er der særligt gode muligheder for at finde rav ved østenvind. Frants Kristensen, der er ravsliber i 3. generation har etableret et ravmuseum i Sæbys historiske bydel, og han arrangerer "ravfinde-ture" langs stranden.

Wikipedia

Video-plugin kan ikke vises da du har fravalgt cookies - klik her for at ændre indstillinger.








Dele-plugin kan ikke vises da du har fravalgt cookies - klik her for at ændre indstillinger.



Populært i Sæby

Nordic Choice Hotels er Nordens største hotelkæde

Artikler



Vi anbefaler